I kraft af de aller sidste års teknologiske udvikling ligger der idag nogle meget principielle  politiske og økonomiske muligheder i udformningen af informationssamfundet, som alle går udenom, som katten om den varme grød.

Til stor nytte for hvad der i EU betegnes som Statens Rivaler.

Men til hinder for fremvækst og kultivering  af globale offentlige goder.

 

Derfor er der brug for en

               INFORMATIONS-DEMOKRATISK VÆRDIDEBAT

      

 

   Laptops kommer snart ned på 2000 kr. Med opnåelig internet-opkobling for de fleste & det blomstrende web 2.00, med dets åbne og gratis sociale software ligger der politiske valgmuligheder, der helt synes at ha undsluppet politikernes og mediernes ellers så årvågne spejden ind i fremtiden.

Spørgsmålet om, hvilken software, undervisnings- & sundhedsmidler borgerne og deres institutioner skal bruge og betale for overlades af alle parier til de frie markedskræfter.

 

De uhyre vidtrækkende implikationer af de informationsteknologier, der nu er ved at modnes, lukker man øjnene for.

Man er endnu knapt kommet rigtigt ind i den digitale æra.

 

Historiske erfaringer omkring ressourcer og deres udnyttelse er jo så dybtgående knyttet til materielle ressourcer og materiel produktion, hvor mangfoldiggørelse kræver fortsatte råvare-, løn- og markedsførings omkostninger. Der må vi se konkurrence, patenterings-muligheder og copyright-regler som helt nødvendige.

 

Men overfor sektorer af den immaterielle (digitale) produktion bliver de en meningsløs og unødvendig bremse for godernes spredning, der samtidig uddyber afstandene mellem fattig og rig.

 

Den liberalistiske økonomis begreb om ”en vare” må og skal differentieres. For nu gælder det jo pludseligt, at noget intelligent konstrueret, digitale redskaber, som borgere kan bruge til egne og til fælles formål, vidensberigelse og kreativ udfoldelser lader sig reproducere i uendeligt oplag, uden at det koster, og lader sig transportere over hvilke som helst afstande, - uden at det koster producent eller aftager.

 

De fleste ved det egentlig godt. Men det hele er så nyt, så uoverskueligt og uforudsigeligt. De borgerlige problematiserer ikke udviklinger, der styres som hidtil - af Informations- og kommunikations-teknologiernes profitmaksimerende markedskræfter. Det skabes jo job ! Der sker økonomisk vækst, det hele blomstrer, spirer og gærer, og borger tilbydes de smarteste tjenester og redskaber, bugnende omsætning, trivsel på arbejdspladsen, digitalt iværksætteri så det batter.

Med bredbåndssamfundets globale spredning kommer milliarder af aftagere indenfor rækkevidde. Så bliver der umådelige formuer at tjene, hvis man kan fastholde det gamle billede af at det koster noget at mangfoldiggøre varen. Deraf Bill Gates rigdomme. Deraf ”elitens” muligheder for at blive uforholdsmæssigt meget rigere end de har gjort sig fortjent til. Det kaldes vækst! Derfor kæmper mange for at fastholde den gamle model, bl.a. ved at udbrede- og nødvendiggøre meget dyrebare kopibeskyttede software-systemer i alle statslige og kommunale institutioner, skoler og højere uddannelser.

 

Det er klart, at der er arbejdspladser og kapitaliseringsgevinster ved at opretholde copyright på alt dette og satse gennemgribende på ”privat medfinansiering af forskning ” og ”beskyttelse af kommercielle udviklere af undervisningsmidler mod konkurrence fra staten”. Det tæller som økonomisk vækst: Big is beautiful.

 

Ikke mindst indenfor de interaktive undervisningsmidlernes område – et område hvor man må tro at universiteter og læreanstalter og kommunale institutioner burde kunne tage teten – er det sådan at software-udvikling og -udgivelsen af undervisnings og selvstudie programmer er overladt til private– sælges dyrt og kopibeskyttet – med priser præcist angivet for elevantal – til de enkelte skoler og klasser, kurser og studielinjer.

 

Opgørelser over, hvilke udgifter dette medfører for de enkelte kommuner og undervisningsinstitutioner røbes næppe.

 

Set i et blot lidt mere langsigtet tidsperspektiv indebærer det accelererende unødvendige – og uoverskuelige – bindinger, afgivelser af frihed og udgiftsstigninger for stat og kommuner og for de enkelte borgere. Det undergraver samfundets sammenhængskraft og uddyber kløften mellem kundskabsrig og kundskabsfattig.Hvorfor tager venstrefløjspartierne ikke denne handske op ?

 

 

Intetsteds i den politiske debat ses visioner om at stat og kommuner hurtigst muligt giver børn og alle aldre frit tilgængelige open source interaktive orienterings- og lære-programmer, i alle fag og specialer, på alle klassetrin, og studieårgange, annoterbare lærebøger, ordbøger og oversættelses-programmer, integrations-, efteruddannelses- revaliderings- og genoptrænings-programmer.

 

Noget sådant ville i de nærmeste år kunne produceres og iscenesættes i statsligt og kommunalt regi, i samarbejder mellem forsknings og undervisningsinstitutioner. Og det digitaliserede DR vil jo være den selvfølgelige partner, fra dag 1.

 

Vi har statsfinansierede universiteter og læreanstalter med lønnede undervisere og forskere i alle fag i hobetal, og vi har højtuddannede specialister indenfor alle kommunernes ressortområder, ikke mindst lærere i alle fag og på alle klassetrin. Bør det ikke være sådan, at den viden, (og de undervisnings- og hjælpemidler) de kan skabe, og politisk hjælpes til at skabe, bliver stillet frit til rådighed på nettet, for alle?

 

Computerprogrammer var fra starten frie og kopierbare. Først i 1984 satte kapitaliseringen ind. Og siden 1985 (med GNU-projektet) har der været en stærk bevægelse over hele verden, der har satset på open source og free software systemer, organisationer, og standarder. Det gælder ikke mindst det såkaldte LINUX operativsystem, og utallige på nettet frit tilgængelige software redskaber, der kan det samme, som de kopibeskyttede.. Og der etableres nu encyklopædier, på tværs af sprogene, f.eks. Wikis, som endda er åbne for brugernes tilføjelser og supplementer, - ligesom flere og flere både gamle og nyere bøger scannes ind af biblioteker rundt om i verden.

 

Banebrydende og eksemplarisk er det projekt, der hedder One Laptop Per Child, der går ud på at producere bærbare computere til 100 dollars, med trådløs forbindelses-flade, - en del endda med håndsving til strømforsyning, som –fra og med sommeren 2007 - skal leveres til 6-12 årige skolebørn gennem lokale skoler i udviklingslandene. Og her er grundlaget netop baseringen på Linux, og udviklingen af gratis undervisnings-programmer, oversættelser til alverdens sprog og grundlag for udvikling af helt nye former for pædagogik, mindre bundet til klasseværelset. (Disse laptops kommer endda med helt nye skærmtyper, der også kan ses i ørkensolen)

 

Billige laptops er på vej også til Danmark. Konceptet kan sagtens tages op, parallelt, supplerende og berigende, i danske skoler og læreanstalter. Vi har brug for at vores skolebørn og studerende får fodfæste i disse nye åbne vækstlag, som de og deres undervisere kan indgå i og videreudvikle - også med et globalt perspektiv.

Det er et spørgsmål om at se udviklingen i et større og mere langsigtet perspektiv. og derfra indse, i hvilke overordnede retninger man skal trække, og hvem man skal have med, hvis man ønsker flest muligt oplyste, nysgerrige og kreative borgere i fremtidens Danmark.

 

Det drejer sig – overordnet - om at skaffe adgang for alle til at bruge kulturens rigdomme på tidssvarende måde. Det drejer sig om borgernes frie adgang til kundskabsressourcerne, så der af dem frit kan gro nye kundskaber fra alle samfundets lag, også udenom profithensyn. Og det drejer sig om at det globale samfund – ikke mindst udviklingslandene - skal kunne drage omfattende nytte af vores avancerede erfaringer og anstrengelser.

 

Jeg stødte her efter valget - ikke helt tilfældigt - på et Shakespeare citat fra "Julius Caesar" hvor Brutus siger:

"I menneskenes liv er flod og ebbe; benyttes floden, leder det til lykke; forsømmes den, staar hele livets fart på grund i usselhed. Nu flyder vi på højvand, og vi må benytte strømmen, mens den er med; hvis ikke, taber vi vor hele vinding"

Og umiddelbart før har han sagt:

"Mærk desuden, at vi har opbudt alle vore venner; fuldtallig er vor hær, vor sag er moden......"

Det dækker måske den løfterige situation vi er i, idag:

 

 

En dansk udvikling af hjælpemidler i offentligt regi, målrettet hele undervisningsområdet, sundheds og socialområdet - fra folkeskole- til professionsuddannelser og universitetsniveau-, og frit tilgængeligt for danske borgere bør der i dag kunne findes et folketingsflertal for.

 

Og det må da tale for ideen, at alt dette vil ligge også til u-lande, som selv vil kunne bearbejde disse hjælpemidler og tilrette dem til deres egne sprog og systemer, alene eller i samarbejde med danske virksomheder og institutioner.Det ville være en langsigtet u-landshjælp, som kunne sætte Danmark på verdenskortet og samtidig stimulere danske virksomheders vækst, både i Danmark og i u-landene. Og det ville være mere end det, fordi det vil være med til at udbrede en informationsdemokratisk samfundsmodel, med modnende borger-dokumentations-magt i forhold til krop, hjem og samfund samt Internettets virtuelle samfund,

 

 

Der er udviklinger, der tenderer mod at accelerere menige borgeres nuværende udsatte, prisgivne situation overfor bredbåndssamfundet og den voksende ”digitale kløft” mellem dem, der mere eller mindre er ”aktivt og kyndigt på” , og dem der ikke er ”på” bredbånds-universet og digitaliseringen, er bange for den - eller netop blot ”hænger på” så godt de kan, med aviser, radio, 27 tv-kanaler, SMS og ludomani på nettet.

 

Derfor satser en borgerlig regering på ”netsikker nu” og udfolder en retorik om at ”opkvalificere borgerne i forhold til IT”.

 

Men spørgsmålet om, hvilken software, undervisnings- & sundhedsmidler borgerne og deres institutioner skal bruge og betale for overlades af de borgerlige til de frie markedskræfter

 

Bertel Haarder er tonet frem med nogle videre (om end ikke globale) horisonter for en dansk undervisningsprogram-udvikling, der kan blive et stort eksportmarked for danske uddannelser til Kina.

 

Men opkvalificerings-retorikken peger ikke på at sikre borgerne fri adgang til de nødvendige redskaber.

Og Haarder negligerer pointen i den latente dynamik-: Hvis informationen ikke er kopibeskyttet så er det åbent for enhver, hvor som helst på kloden, at bidrage til udbredelse, oversættelse, forbedring, udvikling, specialisering af produktet, og gi feedback på dets forcer og dets mangler, og dermed ideer og arbejde til dets videre udvikling.

 

Det herskende politiske og økonomiske system er i bevægelse. Bevægelse som tager udgangspunkt i udviklingen af nye redskaber for (IT-formidlet) samarbejde mellem mennesker, større åbenhed for medarbejdere i institutioner og virksomheder, og en række muligheder som åbner sig i det, der undertiden kaldes WWW 2.00 , udviklingen af ”Social software” og ”Wikinomics”

 

Her hører vi udsagn om ”Democratizing the creation of value” og masse-samarbejde, massive online-communities, brud med de traditionelle hierarkiske autoritetslinjer, som middel til at puste liv og omsætning både i kæmpefirmaer og virksomheder, der kæmper på det yderste for at overleve. Smarte firmaer kan – ved at maksimere informationens åbenhed, udnytte alle medarbejdernes samlede kapaciteter, viden og ideer til at fostre fornyelse, vækst og succes.

 

Moderniseringen af den offentlige sektor, ikke mindst undervisnings- og sundhedssektoren bør starte her, og gå målrettet efter at få udviklet de frie redskaber og programmer, som borgerne har brug for i deres uddannelser, deres sundhed og deres kulturelle og sociale liv i bredbåndssamfundet.

 

Der savnes i dag en politisk alliance af format. Ikke et partiprogram, men en opbakning på tværs af fag, fagforeninger og partier, til at gå ind for en nytænkning om det mulige informationsdemokrati.

 

Måske skal der satses på dannelsen af et selvstændigt ministerium for informationsdemokrati, da disse spørgsmål går på tværs af undervisnings-, kultur- sundheds- social- og forskningsministerier.

 

(Kommer der til at mangle et sådant ministerium i en fremtidig regering vil det mindste vi kan gøre være at starte en tværpolitisk og tværfagligt informationsfrihedsråd, på basis af et sådant værdisæt - denne website er et første forsøg i den retning)

 

Men jeg synes vi foreløbigt, inden valget, ved interesserede journalisters og spindoktorers hjælp, må kunne få kortlagt partiers og politikeres holdninger overfor disse spørgsmål.

 

De radikale har allerede givet et første bud:”Endelig skal alle danskere selvfølgelig have let adgang til alverdens viden. Det er oplagt at give gratis bredbånd til alle.” (Pol.kronik 11/5 07)

 

Hvilke bud kan de øvrige politikere give ?.

 

 

Resume:

Hvilke partier vil gå ind for og støtte, at digitale undervisningsmidler og andre computerprogrammer til borgerne indenfor integrations-, sundheds- og sociale rehabiliteringsområder skal søges udviklet (som opensource freeware) af allerede ansatte og lønnede undervisere, forskere og andre eksperter i stat og kommuner